Myter der overlever: hvorfor forkerte tal bliver hængende i sproget

Nogle påstande er så udbredte, at de bliver til almen viden, selvom ingen kan pege på, hvor de stammer fra. Vi bruger kun ti procent af hjernen, hår og negle vokser efter døden, og der findes et bestemt antal ord for sne på grønlandsk. Fælles for dem er, at de er lette at gentage og svære at aflive. Det samme gælder påstande om kroppen, og spørgsmålet om hvad der er normal penisstørrelse er et af de steder, hvor afstanden mellem den udbredte opfattelse og de faktiske målinger er størst.

En myte behøver ikke en kilde for at overleve

Myter spredes, fordi de er brugbare i en samtale, ikke fordi de er sande. De er korte, de har en pointe, og de kræver ingen forklaring. Det er de samme egenskaber, der gør et ordsprog holdbart.

Faktuelle korrektioner har sværere vilkår, fordi de typisk er længere og mere forbeholdne. Et præcist svar med to forbehold taber til en forkert påstand i én sætning næsten hver gang.

Gentagelse føles som sandhed

Der er god dokumentation for, at gentagen eksponering for en påstand øger sandsynligheden for, at den opleves som sand. Det gælder også, når man tidligere har hørt, at påstanden er forkert.

Det er en af grundene til, at myter overlever korrektioner. Selve korrektionen gentager påstanden, og gentagelsen styrker den fornemmelse af genkendelighed, som vi forveksler med rigtighed.

Tal om kroppen er særligt udsatte

Påstande om kroppen har tre egenskaber, som gør dem robuste: de er personlige, de er svære at efterprøve, og de er forbundet med en vis forlegenhed.

Når emnet ikke kan diskuteres åbent, er der ingen, der korrigerer, og så bliver det, man tror, til det, man ved. Resultatet er, at gennemsnit opfattes som lavere eller højere, end de er, alt efter hvad der bliver fremstillet i medier og reklamer.

Hvorfor gennemsnit misforstås

Selv når et korrekt gennemsnit bliver kendt, bliver det ofte fejllæst. Et gennemsnit siger ikke, hvad der er normalt, men hvad midten er, og der er altid en spredning omkring den.

Store systematiske gennemgange af målinger foretaget af fagpersoner findes for de fleste kropsmål, og de viser typisk en spredning, der er bredere, end folk antager. Det er den spredning, der er den interessante oplysning, ikke midten.

Selvrapportering gør tallene værre

Et andet problem er, at mange tal stammer fra selvrapportering. Når mennesker selv oplyser tal om deres krop, er der en systematisk tendens til afvigelse i den retning, der opleves som fordelagtig.

Derfor skelner fagfolk mellem målinger foretaget af en undersøger og tal oplyst af deltagerne selv. Forskellen mellem de to er ofte forklaringen på, hvorfor tal fra to kilder ikke stemmer overens.

Sprog former, hvad der kan siges

Der er emner, hvor det danske sprog stort set kun tilbyder to registre: det kliniske og det vulgære. Mangler mellemsproget, bliver samtalen enten en lægekonsultation eller en vittighed, og så bliver den ofte slet ikke taget.

Det er en reel forklaring på, hvorfor myter om kroppen har så gode kår. Der er ikke noget almindeligt sted at få dem korrigeret.

Sådan aflives en myte i praksis

Fremhæv det rigtige frem for at gentage det forkerte, brug konkrete kilder, og forklar hvorfor misforståelsen opstod. Den sidste del er den vigtigste, fordi en forklaring er lettere at huske end en benægtelse.

Og accepter, at det tager tid. Myter, der har været i omløb i årtier, forsvinder ikke fra én samtale, men de bliver mindre for hver gang nogen siger noget rigtigt i stedet.