Arkitektens rolle i den moderne boligtegnestue
Midt i denne mangfoldighed tegner Katrine Sølvsten og teamet hos Sølvsten Arkitektur villaer, sommerhuse og ombygninger, der destillerer den nordiske designtradition ned til få, præcist bearbejdede greb. Tegnestuen holder til i Brabrand ved Aarhus, omgivet af efterkrigstidens eksperimenterende parcelhuse, som stadig inspirerer til rummelige variationer og materialekvalitet. Sølvstens kompas er nordisk minimalisme: lyse, homogene facader, generøse vinduespartier og snedkermæssige samlinger. Hendes bygninger søger transparens, men aldrig anonymitet; en fordybet murpibe eller en let forskudt tagkant skaber menneskelig skala midt i den stramme geometri.
Den moderne tegnestue opererer også i et virtuelt samarbejdsrum, hvor konstruktionsingeniører fra København og ventilationsspecialister i Odense kobler sig på projektfilen i realtid. Her udregnes materialernes klimaaftryk løbende via EPD-databaser, og CO₂-budgettet visualiseres som et trafiklys direkte i modellen. Når loftsbjælken skiftes fra armeret beton til krydslamineret træ, skifter grafikken øjeblikkeligt fra gul til grøn, og teamet ser effekten længe før første sten er lagt. Det tværfaglige workflow giver arkitekten mulighed for at afprøve æstetiske og klimamæssige beslutninger simultant, så bæredygtighed bliver en aktiv parameter – ikke et eftersyn.
I praksis begynder designprocessen med en digital stedsscan og solanalyse i BIM-softwaren, hvorefter håndskitser og materialebrætter undersøger taktilitet. Ubehandlet egetræ, kalkpuds og sort aluminium testes side om side under forskellig belysning, så materialernes iboende stoflighed får lov at dirigere planløsning og facadeopdeling. De subtile justeringer i fugebredde eller modulmål, der diskuteres foran skærmen, bliver senere til poetiske skygger på facaden, når eftermiddagssolen kærtegner murværket.
Blandt de seneste signaturprojekter er Villa SV.06 – en familiebolig, hvor et semi-nedsænket kælderplan rummer pool, spa og fitness, mens den horisontale stueetage opløses af hjørnevinduer, der trækker skovbrynet helt ind til spisebordet. Et andet projekt, Villa Falster, vender front mod havet; her kløver Sølvsten husets volumen i to forskudte længer, så både morgensolens kølige stråler og aftenens varme glød filtreres ind gennem strategisk placerede åbninger, mens terrasserne iscenesætter udsigten mellem marehalm og vandkant.
Når tegnestuen arbejder i hovedstaden, tilpasses materialepoetikken de københavnske koder: gule Flensborgsten som reference til Frederiksstaden, en udkraget altan i patineret kobber som diskret hilsen til nyklassicismen og håndlavede mahognivinduer, der tåler både vind og tid. I Aarhus anvendes i stedet midtbyens varme teglpalet og dybe vinduesnicher, der kaster lange skygger og skaber visuel ro. Odense har med sin gartnertradition inspireret til frodige gårdrum, hvor regnvand forsinkes i åbne biotoper, mens Aalborgs industrielle DNA omsættes til kontraster mellem rå beton, zinkdetaljer og interiører beklædt med lokale asketræspaneler.
At være boligarkitekt i 2020’ernes Danmark handler derfor om mere end at tegne smukke facader; det er en disciplin, hvor sociale hensyn, energieffektivitet og æstetisk sammenhæng kulminerer i et helhedsorienteret byggeri. Hos Sølvsten betyder det lavenergiklassificerede klimaskærme, FSC-certificeret træ og dagslys, der styres af bygningens CTS-system, så hverdagsrytmen synkroniseres med døgnets naturlige lys.
Processen kulminerer, når familien flytter ind. Post-occupancy-evalueringer bruges systematisk til at raffinere både designmanual og detaljesnit, så erfaringerne føres videre til næste byggeplads i Esbjerg eller Randers, hvor Sølvstens team af arkitekter igen udfordres af stedets lys, vindretning og kulturhistorie.
Set i et nationalt perspektiv udfylder Sølvsten Arkitektur en vigtig niche i dansk boligarkitektur: en fortsættelse af den nordiske minimalismes ånd, men uden nostalgisk dogme. Tegnestuen skriver sig ind i den fortløbende fortælling, som begyndte med det københavnske tegltag, bevægede sig gennem Aalborgs betonbrutalisme og nu udmøntes i biogene kompositter og digitalt fræsede trækassetter. Det er arkitektur, der tør være stille, så hverdagen kan tale – præcis som nordisk minimalisme altid har tiltænkt.