Jeg underviser kursister på danskuddannelse 2 og 3 på Lærdansk Odense samt kursister som er udenlandske ansatte på Syddansk Universitet.
Jobbet som lærer kombinerer min interesse for mennesker med min interesse for sprog, hvilket betyder at jeg hver dag går glad på arbejde. Samtidigt møder jeg som lærer mange faglige og spændende udfordringer. En af de mest spændende udfordringer er at undervise mennesker der taler et sprog, der på ingen måde minder om dansk, hvor jeg ofte må tænke kreativt, fordi jeg intet fællessprog har med kursisterne.
Med til at gøre hverdagen nemmere
For mig er det vigtigt, at Lærdansk er et sted, hvor kursisterne møder positivitet og engagement. Der er mange ting at forholde sig til i et nyt land. Jeg håber, at mit arbejde betyder, at kursisternes møde med Danmark og hverdagen her bliver nemmere fordi de kan forstå og bruge det danske sprog.
Sproget er kilden til forståelsen af det nye samfund, til jobs, og til kontakt med danskerne – eller, bare helt basalt, til at forstå fx når fakta-medarbejderen siger ”Ellers andet?” eller ”På beløbet?”. Når jeg så kan se, at kursisterne lærer mere og mere og pludselig kan forklare sig på dansk, bliver jeg motiveret og glad. På den måde er jobbet som dansklærer på Lærdansk meget givende.
