LærdanskFind sprogcenter

Den gode start

Som visitator brænder jeg for kvalitet i visitationsarbejdet. Visitationen er en vigtig del af holdsætningen, fordi den enkelte kursists sproglige profil ikke nødvendigvis passer ind i vores omhyggeligt konstruerede modulsystemer.

I visitationsarbejdet foretager jeg kvalificerede faglige vurderinger af kursistens niveau, så kursisten får det bedst mulige undervisningstilbud. Som visitator er jeg på den måde ”indgangsporten” til Lærdansk, og jeg føler et stort ansvar for positivt at medvirke til at motivere og give kursisten det bedste udgangspunkt for en god start eller fortsættelse af danskuddannelse.

Jonglerer med forskellige niveauer

Jeg stræber efter at møde kursisterne professionelt, med venlighed og nærvær, og jeg håber, at de kursister, som har været til forsamtale eller igennem visitationen, føler sig positivt mødt, godt informeret og vejledt - og at de efterfølgende oplever, at de er indplaceret på den rette danskuddannelse.

Det er en vedvarende og spændende udfordring at holde sig fagligt skarp i forhold til alle de forskellige danskuddannelser og moduler, og at kunne ”jonglere” med vidt forskellige niveauer.
Samtidigt byder Lærdansk på en spændende og dynamisk arbejdsplads med et virkeligt godt kollegialt samarbejde, hvor samarbejdet er præget af dialog og sparring.